Disse stegte gulerødder er fantastisk tilbehør, der lige sætter prikken over i’et på din hverdagsmad. Både for øjet og for smagsløgene.

Egentlig er det nøjagtigt som med brunede kartofler – bare uden kartofler og med gulerødder. Faktisk kan man tilberede de fleste, faste grøntsager på denne måde – dog vil jeg anbefale, at hvis det er meget grove grøntsager lige at give dem et opkog først. Det gør man jo også med brunede kartofler.

  • Kategori: Tilbehør
  • Antal: 4 personer
  • Tilberedning: 15 minutter
  • Fryseegnet: Nej
  • Pr. person:
    KJ/Kcal: 309/74
  • Energifordeling:
    Protein: 5 %
    Fedt:
     29 %
    Kulhydrat: 66 %
  • Næringsindhold pr. 100 g:
    KJ/Kcal: 
    237/57
    Protein: 1 g
    Fedt:
     2 g
    Kulhydrat: 8 g

Ingredienser:

  • 500 g små gulerødder, renset vægt – gerne nye med top, hvis det er den årstid
  • 20 g stegemargarine
  • 2 spsk. sukker
  • Salt
  • Peber

Sådan tilberedes stegte gulerødder:

  1. Skyl gulerødderne fri for jord, og skær noget af toppen af, så gulerødderne kan være på panden. Er det “gamle” gulerødder, så skræl dem.
  2. Smelt sukkeret til karamel på en varm stegepande.
  3. Tilsæt stegemargarinen, og lad den smelte.
  4. Skru lidt ned for varmen. Massen må ikke branke. Brankede gulerødder smager ligesom alt andet branket ikke godt.
  5. Skyl gulerødderne, og læg dem i karamelmassen med det vand, der følger med efter skylningen. Pas på, det sprøjter! Og varm karamel er VIRKELIG varm.
  6. Vend gulerødderne lidt rundt af og til.
  7. Steg, indtil gulerødder har fået en lækker, indbydende farve.
  8. Drys med salt og peber.
  9. Tag gulerødderne op af panden, og læg dem på lidt fedtsugende papir.

Kan f.eks. serveres til frikadeller, stegt fisk eller brændende kærlighed og meget mere. Da billedet af disse stegte gulerødder blev taget, fik vi dem til stegt flæsk.

 

Dommen:

Benny:  5 point ud af 5Yes, det vil jeg ha’ til min fødselsdag!
Beate:  5 point ud af 5Yes, det vil jeg ha’ til min fødselsdag!

Samlet:

5 point ud af 5
Yes, det vil jeg ha’ til min fødselsdag!

Her finder du vores e-bøger om fedtfattig mad og livsstil!