Satay er en sydøstasiatisk ret lavet af strimler af kød – f.eks. kylling, svinemørbrad eller oksefilet – som bliver sat på spyd og grillet. Som du nok har gættet, har jeg brugt kylling, eftersom jeg har kaldt retten for kylling-satay. Til retten serveres traditionelt peanutbuttersauce. Så det gør jeg også. Derudover har jeg valgt at servere en thailandsk inspireret, krydret agurkesalat og ris til.
Personer
Minutter
Det er den lille grill, du skal tænde op i til denne ret. For det er kun kødet, der bliver grillet. Vil du gerne have lidt mere ud af varmen fra din grill, kan du i stedet for ris servere grillede grøntsager også på spyd, grillet polenta eller kartoffelmiks til. Det ændrer på næringsindholdet, men det behøver ikke være til den dårlige side. Det er måske heller ikke så asiatisk som ris, men ris er nu engang svære at grille.
Ingredienser til kylling-satay
- 500 g kyllingebrystfilet
- 3 tsk. finthakket, frisk ingefær
- 1 fed hvidløg
- 2 tsk. karry
- 2 spsk. fiskesovs
- 4 spsk. olivenolie
- 4 spsk. kokosmælk light
Derudover skal du bruge 12-16 bambuspinde
Ingredienser til peanutbutter-sauce
- 1 dåse kokosmælk light på nær 4 spsk.
- 2 tsk. rød karrypasta
- 1 spsk. crunchy peanutbutter
- 1 spsk. sukker
- 3 spsk. citronsaft
- 1 spsk. fiskesovs
Ingredienser til krydret agurkesalat
- 9 spsk. lagereddike
- 3 spsk. sukker
- 3 dl kogende vand
- 2 tsk. salt
- ¼ tsk. sambal oelek
- 1 økologisk agurk
- ½ rødløg
Endelig skal du også bruge 300 g brune ris, som koges efter anvisningen på emballagen.
Sådan tilberedes kylling-satay
- Skær kødet i ca. 10 cm lange strimler med en bredde på ca. 2-3 cm.
- Hak ingefæren fint.
- Pil hvidløgsfeddet, og hak det fint.
- Rør ingefær og hvidløg sammen med karry, fiskesovs, olie og kokosmælk til en marinade.
- Kom kødet i, og lad det marinere i mindst 1 time, men gerne mere ved stuetemperatur.
- Læg bambuspindene i vand i mindst 20 minutter, før de skal bruges. Så er det både nemmere at ”træde” kødet på, og pindene går heller ikke i brand eller bliver så sorte, når de ligger på grillen.
- Sæt kødet på pindene, og grill dem 5- 10 minutter – vend undervejs.
Sådan tilberedes peanutbutter-sauce
- Kom alle ingredienserne i en tykbundet gryde, og varm blandingen op til kogepunktet. Den må ikke koge, for så kan du risikere, at det skiller.
Sådan tilberedes krydret agurkesalat
- Bland eddike, sukker og kogende vand sammen, og rør, til sukkeret er opløst. Det går ret hurtigt.
- Smag til med salt og sambal oelek.
- Lad lagen afkøle.
- Skyl agurken, og halver den på den lange led.
- Skrab kernerne ud med en ske.
- Skær hver halvdel ud i 3-4 mm tykke skiver.
- Pil rødløget, og hak det fint.
- Bland agurk og rødløg i lagen mindst et par timer, før agurkesalaten skal serveres, så det kan nå at trække.
Vil du spare tid på selve dagen, kan du forberede kødet ved at lægge det i marinade dagen før, så skal det bare sættes i køleskabet i stedet for at stå på køkkenbordet.
Agurkesalaten kan du ligeledes forberede dagen før.
Du kan også lave kylling-satay i ovnen. Her skal de have 10-15 minutter ved 225° C.
Du kan evt. komme peanuts i din peanutbutter-sauce. Det smager godt, men fedtenergiprocenten vil overskride de 30.
Hvis du sætter to spyd i hvert kødstykke, risikerer du ikke, at kødet revner og falder ned i grillen. Til gengæld skal du selvsagt bruge dobbelt så mange spyd som angivet.
Agurkekernerne kan du så i haven eller drivhuset. Fjern så meget pulp som muligt. Fjern også den klare hinde rundt om kernen, ved at fylde en skål halvt op med vand og komme kernerne i.
Pisk hårdt med en spiralpisker, og hæld det af, som flyder ovenpå – det er hinder og ubefrugtede frø. Fyld op med vand igen, og gentag. Bliv ved, til du har fået så mange hinder af som muligt. Hæld frøene op på et stykke madpapir, og pil de sidste hinder fra – evt. med en pincet.
Lad frøene tørre et par døgn, og pak dem derefter i en papirpose. Opbevar dem på et mørkt, tørt og køligt sted, til de skal sås.
- Kategori: Hovedret
- Antal: 4 personer
- Tilberedning: 45 minutter + trækketid min. 1 time
- Fryseegnet: Nej
- Pr. person:
KJ/Kcal: 2431/579 - Energifordeling:
Protein: 19 %
Fedt: 29 %
Kulhydrat: 52 %
- Næringsindhold pr. 100 g:
KJ/Kcal: 494/118
Protein: 6 g
Fedt: 4 g
Kulhydrat: 15 g