Har du nogensinde smagt svinekæber? Det skal du unde dig selv. Det er ikke så tit, du finder svinekæber i almindelige dagligvarebutikker. Og de er også blevet forbandet dyre, fordi de i andre lande synes, det er en delikatesse. Så de vil betale meget for dem. Men falder du over nogle, så slå til. For de smager SÅ lækkert og bliver så møre og saftige, at de næsten smelter på tungen. Du kan selvfølgelig også bestille nogle hos slagteren, hvis det er.

  • Kategori: Middag
  • Antal: 4 personer
  • Tilberedning: 2½ time
  • Fryseegnet: Ja
  • Pr. person:
    KJ/Kcal: 2066/492
  • Energifordeling:
    Protein: 29 %
    Fedt:
     22 %
    Kulhydrat: 49 %
  • Næringsindhold pr. 100 g:
    KJ/Kcal: 321/77
    Protein: 6 g
    Fedt:
     2 g
    Kulhydrat: 9 g

Ingredienser:

  • 500 g svinekæber
  • 2 spsk. Teriyaki sauce – eller almindelig sojasauce
  • Saft af 1 citron
  • 50 g dadelsirup – eller almindelig sirup eller flydende honning
  • 1 fed hvidløg
  • 1 spsk. olivenolie
  • 5 dl bouillon – vi brugte kalvebouillon (pulver)
  • 1 dl fløde, 4 %
  • 200 g slikærter – eller sukkerærter
  • 2 snackpeberfrugter – eller 1 peberfrugt
  • Lidt frisk koriander til pynt
  • Salt
  • Peber

Tilbehør:

  • Kartoffelmos af 1 kg kartofler og 1 dl minimælk, en håndfuld frisk koriander og salt og peber

Sådan tilberedes svinekæber med kartoffelmos og slikærter:

  1. Fjern hinder, sener og brusk fra svinekæberne.
  2. Bland Teriyaki sauce/sojasauce, citronsaft, sirup/honning og presset hvidløg i en frysepose.
  3. Læg svinekæberne i posen, og gnid sojablandingen godt ind i kødet.
  4. Bind knude på posen, og lad kødet marinere i mindst 1 time – gerne længere tid.
  5. Varm olien op i en gryde.
  6. Tag svinekæberne op af marinaden – gem marinaden – dup dem med køkkenrulle, og brun dem i olien. Pas på, de bliver let mørke.
  7. Hæld marinaden og bouillon i gryden, og lad det hele simre under låg i ca. 1 time.
  8. Skræl kartoflerne, skær dem i mindre stykker, og kog dem møre i usaltet vand.
  9. Hæld vandet fra, og damp kartoflerne tørre.
  10. Tag kæberne op, drys med lidt groft salt, og hold dem varme.
  11. Kog bouillonen ind til det halve.
  12. Jævn saucen med fløde, og smag til med salt og peber.
  13. Hak en håndfuld frisk koriander.
  14. Mos kartoflerne, og pisk mælken i.
  15. Bland korianderen i.
  16. Smag til med salt og peber.
  17. Skær snackpeberen i strimler.
  18. Giv slik-/sukkerærter og snackpeber et kort opkog i letsaltet vand, og lad dem dryppe af.
  19. Halver kæberne, og læg dem tilbage i saucen.
  20. Servér med kartoffelmos og grøntsager, og pynt med frisk koriander.
  21. Værsgo: Saftige kæber, der får mundvandet til at løbe.

Før du går i gang

Husk at gå i gang i god tid, så du kan nå at marinere kødet i mindst 1 time, men gerne mere.

Fakta om varen
Vil du vide, hvad forskellen er på slik- og sukkerærter? Slikærter er en krydsning af sukkerærter og marværter (grønne ærter). Bælgen kan spises på dem begge to. Sukkerærterne er de helt flade, og slikærterne er de tykke, hvor ærterne er udviklet inden i bælgen.

Stop madspild
Og lad så være med at smide resterne ud, please. Hvis du fryser kartoffelmosen i portionsskåle, der også kan gå i ovnen, så er de lige til at tage op som tilbehør en anden dag. Ind i ovnen. Voila. Du kan også bruge kartoffelmos i bagværk eller fars. Eller til fyld i grøntsager – portobellosvampe, peberfrugter, tomater, squash, auberginer eller noget. Har du noget tilbage af svinekæberne, kan du komme det i en ovnfast skål, og toppe med kartoffelmos. Rester af peberfrugt og slikærter rører du enten i svinekæberne eller lægger oven på mosen. Ind i ovnen ved et par hundrede grader, indtil kartoffelmosen tager lidt farve.

Dommen:

Natascha: 4 point ud af 5 Helt sikkert en ”gemmer”
Benny: 5 point ud af 5Yes, det vil jeg ha’ til min fødselsdag!
Beate: 5 point ud af 5Yes, det vil jeg ha’ til min fødselsdag!

Samlet:

5 point ud af 5
Yes, det vil jeg ha’ til min fødselsdag!

 

 


Her finder du vores e-bøger om fedtfattig mad og livsstil!