Dejlig frisk salat med lidt anderledes, men spændende, ingredienser. Normalt steger vi brystfileterne hele og skærer dem i skiver bagefter, men kødet var ikke helt tøet, så vi valgte at skære det i skiver, så det tøede hurtigere.

  • Kategori: Hovedret
  • Antal: 4 personer
  • Tilberedning: 45 minutter
  • Fryseegnet: Nej
  • Pr. person:
    KJ/Kcal:
     2076/494
  • Energifordeling:
    Protein: 26 %
    Fedt:
     28 %
    Kulhydrat: 46 %
  • Næringsindhold pr. 100 g:
    KJ/Kcal:
     581/138
    Protein: 9 g
    Fedt:
     4 g
    Kulhydrat: 16 g

Ingredienser:

  • 500 g kyllingebryst
  • 7 tsk. olivenolie
  • 2 spsk. limesaft
  • 2 forårsløg
  • 1 skalotteløg
  • 1½ spsk. balsamicoeddike
  • 2 tsk. frisk, finthakket timian
  • 1 tsk. dijonsennep
  • 1 mango
  • 1 avocado
  • 1 granatæble
  • 1 lille salathoved
  • Salt
  • Peber

Tilbehør:

  • 300 g ciabattaflute

Sådan tilberedes salat med granatæble, mango og stegt kylling:

  1. Fjern synligt fedt og evt. sener fra kyllingebrystfileterne, og skær dem herefter i skiver.
  2. Bland 1 spsk. olie med limesaft, ca. 1 tsk. salt og ½ tsk. peber.
  3. Læg kødet i marinaden, og lad det trække i ½ time.
  4. Hak forårsløg og skalotteløg fint.
  5. Pisk resten af olien, ½ tsk. salt, ½ tsk. peber, de hakkede løg, eddike, timian og sennep sammen til en dressing – brug en stor skål.
  6. Skær mango og avocado i tern, og bland det i dressingen.
  7. Del granatæblet på midten ved at skære med en skarp kniv hele vejen rundt, og derefter vride æblets dele fra hinanden. Hold først den ene halvdel af granatæblet over en dyb tallerken med skallen opad, og bank på skallen med en ske, så kernerne løsnes og falder ned i tallerknen. Gør ligeledes med den anden halvdel, til alle kernerne er samlet i tallerknen. Kassér skrællen.
  8. Steg kyllingeskiverne ca. 5 minutter på hver side på en grillpande uden tilsætning af fedtstof.
  9. Skær salaten i tynde strimler, og bland den i dressingen.
  10. Vend den stegte kylling i og til sidst kernerne fra granatæblet.
  11. Servér ciabattaflute, evt. ristet og derefter gnedet med et fed hvidløg til den færdige salat med granatæble, mango og steget kylling.

Mango kan også bruges i smoothies.

Dommen:

Benny: 5 point ud af 5 Yes, det vil jeg ha’ til min fødselsdag!
Beate: 5 point ud af 5 Yes, det vil jeg ha’ til min fødselsdag!

Samlet:

5 point ud af 5
Yes, det vil jeg ha’ til min fødselsdag!

 

 


Her finder du vores e-bøger om fedtfattig mad og livsstil!