Kan man opvarme oksesteg? Ja, det kan man. Kan man fryse bearnaisesauce? Ja, det kan man. Vi har brugt nytårsmadresterne – plus lidt nyt tilbehør – til denne ret.

  • Kategori: Hovedret
  • Antal: 5 personer
  • Tilberedning: 35 minutter
  • Fryseegnet: Nej
  • Pr. person:
    KJ/Kcal:
     1923/458
  • Energifordeling:
    Protein: 25 %
    Fedt: 30 %
    Kulhydrat:
     45 %
  • Næringsindhold pr. 100 g:
    KJ/Kcal:
     450/107
    Protein: 7 g
    Fedt:
     4 g
    Kulhydrat: 12 g

Ingredienser:

  • 500 g stegt oksesteg
  • 1 kg kartofler
  • 1 spsk. Becel let, flydende margarine
  • 1 fennikel
  • 1 spsk. sirup
  • 3 dl bearnaisesauce (lavet på 1 brev pulver – Queen – og 3 dl minimælk)
  • 200 g ærter

Sådan tilberedes retten:

  1. Sørg for, at både steg og bearnaisesauce er helt optøet.
  2. Tænd ovnen på 225° C.
  3. Vask kartoflerne grundigt, og skær dem i ½-1 cm tykke skiver, og kog dem næsten møre (10-12 minutter) i letsaltet vand.
  4. Skær oksestegen i 1½-2 cm tykke skiver. Lad evt. fedt blive siddende på.
  5. Kom lidt vand i en bradepande, læg en rist over bradepanden, og læg skiverne herpå.
  6. Vrid et rent viskestykke op, og læg det over kødet.
  7. Hæld vandet fra kartoflerne, og lad dem dryppe af.
  8. Læg kartoflerne i et ildfast fad.
  9. Pisk bearnaisen fri for “gryn”, og hæld den over kartoflerne.
  10. Sæt kød og kartofler i ovnen i ca. 15 minutter, til kød og sauce er gennemvarmt. Rør i kartoflerne af og til.
  11. Skær toppen af fenniklen, og skær fenniklen i skiver/både.
  12. Varm margarinen på en pande, tilsæt fennikel.
  13. Steg til fenniklen er ved at være mør og har fået farve.
  14. Tilsæt sirup, og lad simre videre i et par minutter.
  15. Sluk for varmen, og tilsæt ærterne.
  16. Rør om et par gange, til ærterne er varme.
  17. Skær fedtet fra stegen, inden den sættes til livs.

Dommen:

Natascha: 4 point ud af 5 Helt sikkert en ”gemmer”
Filip: 4 point ud af 5 Helt sikkert en ”gemmer”
Benny: 4 point ud af 5 Helt sikkert en ”gemmer”
Beate: 4 point ud af 5 Helt sikkert en ”gemmer”

Samlet:

4 point ud af 5
Helt sikkert en ”gemmer”

 

 


Her finder du vores e-bøger om fedtfattig mad og livsstil!