Græskarsuppe er særdeles velsmagende og kan spises både som forret, hovedret, natmad eller som en frokostret. Græskarsuppen, du får opskriften på længere nede på siden, er med græskarkød fra et halloweengræskar, men du kan sagtens bruge en anden type græskar.
Personer
Minutter
Normalt ville jeg ikke vælge et halloweengræskar til min madlavning. Men da vi havde kobberbryllup kort tid efter halloween, fik vi ikke alene en halv æresport, men vores trappe op til hoveddøren var også blevet pynte med halloweengræskar – mange halloweengræskar. Nogle var udskåret til lygter, men mange var hele og fine. Græskarlygterne blev smidt på kompostbunken – uden stearinlys selvfølgelig – de hele blev flyttet indendørs i et koldt værelse, hvor de heldigvis kan holde sig i flere måneder. Jeg tror, der var en 14-16 græskar. Og jeg går som bekendt ikke ind for madspild, så vi har fået mange retter med græskar.
Heldigvis kan græskar tilberedes på mange måder. Men normalt – hvis jeg selv skulle vælge – ville jeg have valgt en anden type græskar. F.eks. hokkaido eller butternut. De har begge mere smag og er også mere faste i kødet. Men en græskarsuppe behøver ikke blive lavet af græskar, der er fast i kødet og har mere smag. For suppen skal jo blendes, og smag kan tilsættes. Så suppen her smager fortrinligt.
Ingredienser til sprøde kikærter
- 4 dl kikærter
- 2 løg
- 5 fed hvidløg
- 3 laurbærblade
- Lidt olivenolie fra spray
- 2 tsk. ras el hanout
Ingredienser til græskarsuppe med kokosmælk
- 1 løg
- 3 fed hvidløg
- 1 kg græskarkød
- 5 tomater
- 1 spsk. olie
- 2 tsk. spidskommen
- 2 tsk. chiliflager
- 8 dl grøntsagsbouillon
- 1 ds. kokosmælk, light
- 1 granatæble
- Lidt frisk mynte eller citronmelisse
- Salt
- Peber
Sådan tilberedes sprøde kikærter
- Sæt kikærterne i blød i rigeligt vand allerede fra morgenstunden af eller aftenen før.
- Pil løgene, og skær dem i både.
- Hæld vandet fra de iblødsatte kikærter, skyl dem godt, og kog dem i et nyt hold vand tilsat lidt salt, løg, hele fed hvidløg med skal og laurbærblade i 35-40 minutter.
- Varm ovnen op til 200° varmluft.
- Spray de kogte, afdryppede kikærter med lidt olie, og kom dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Sæt dem i ovnen i ca. 30 minutter.
- Vend kikærterne rundt, og drys med ras el hanout, og bag dem i yderligere 15 minutter.
Sådan tilberedes græskarsuppe
- Pil løg og hvidløg, og hak begge dele.
- Skær græskarkødet og tomaterne i håndterbare stykker.
- Svits løg og hvidløg i olien i tre minutters tid.
- Tilsæt græskar og tomater, og svits i endnu et par minutter.
- Tilsæt spidskommen og chiliflager, og svits et par sekunder.
- Tilsæt bouillon, og kog det hele i en halv times tid, til græskarstykkerne er møre nok til at blive blendet.
- Tilsæt kokosmælk og blend, til du har en lækker, glat suppe.
- Smag til med salt og peber.
- Skær granatæblet over, og bank kernerne ud med bagsiden af en grydeske.
- Skyl og hak den friske mynte eller citronmelisse.
- Servér suppen med sprøde kikærter, granatæblekerner og mynte eller citronmelisse.
Skal kikærter lægges i blød?
Husk at sætte kikærter i blød i rigeligt vand aftenen inden, du vil servere græskarsuppe med kokosmælk og sprøde kikærter – eller i hvert fald senest tidligt om morgen samme dag.
Kan græskar fryses?
Vejer græskarret mere end det, du skal bruge, så skær det i store stykker, kom det i en plastikpose godkendt til brug med fødevarer, og læg det i fryseren. Konsistensen bliver lidt mindre fast, men det kan sagtens bruges til f.eks. græskarsuppe.
Og husk også at bruge græskarkernerne til f.eks. saltbagte græskarkerner, bagværk, salater eller lignende.
- Kategori: Hovedret
- Antal: 4 personer
- Tilberedning: 1 time og 30 minutter
- Fryseegnet: Ja
- Pr. person:
KJ/Kcal: 2320/552 - Energifordeling:
Protein: 15 %
Fedt: 30 %
Kulhydrat: 55 %
- Næringsindhold pr. 100 g:
KJ/Kcal: 274/65
Protein: 3 g
Fedt: 2 g
Kulhydrat: 8 g