IKKE FEDTFATTIG
Citronfromagen blev populær i 60’erne. En tid med forandring inden for middags- og spisevanerne. Kvinden kom nemlig på arbejdsmarkedet, så der var ikke lige så meget tid til madlavningen. Det betød færdigretter og gryderetter, og det betød også, at hvor man førhen havde fået to retter mad også på hverdage, blev denne luksus flyttet til weekenderne, hvor manden faktisk også begyndte at være med til madlavningen.
Det passer så ikke helt. Jeg var barn i tresserne, og vi fik to retter mad hver dag, også selvom min mor var udearbejdende. Og skulle min far lave mad, var det kun fordi, min mor var på arbejde, og så havde hun tilberedt maden i forvejen, f.eks.
frikadeller med stuvet hvidkål og brasede kartofler, så min far kun skulle varme den. Men nu er jeg jo også fra landet, det var sikkert anderledes i byerne.
Hüttemeier, Danmarks madguru med skåneærmer, blev populær i 60’erne. Hun gav gode råd og svar på alt, hvad der henhører under en god husmors kunnen og gøren. Det gjorde hun i radioen og på tv og i forskellige ugebladsbrevkasser.
Hun har sikkert også haft et godt råd om citronfromage og garanteret også en opskrift. Men resultatet kan næppe have været bedre, end den du får opskriften på her, for den er virkelig lækker.