Tilbered rødkålssalaten dagen før. Den skal trække i mindst et døgns tid. Salaten kan naturligvis serveres til mange andre retter end disse lækre, lækre, lækre julefrikadeller. Salaten kan i øvrigt holde sig i en uge i køleskab.
- Kategori: Hovedret
- Antal: 4 personer
- Tilberedning: 45 minutter
- Fryseegnet: Ja – frikadellerne
- Pr. person:
KJ/Kcal: 2867/683 - Energifordeling:
Protein: 22 %
Fedt: 30 %
Kulhydrat: 47 % - Næringsindhold pr. 100 g:
KJ/Kcal: 406/97
Protein: 5 g
Fedt: 3 g
Kulhydrat: 11 g
Ingredienser:
- 500 g rødkål
- 1 1/4 dl hvid balsamicoeddike
- 3 spsk. rørsukker
- 1-2 æbler – afhængig af størrelse
- 25 g valnøddekerner
- 500 g flæskefars
- 1 æg
- 1 løg
- 3½ dl minimælk
- 4 spsk. mel
- 2 spsk. havregryn
- 2 spsk. rasp
- ½ tsk. muskatnød
- ½ tsk. stødt nelliker
- ½ tsk. allehånde
- ½ stk. kardemomme
- ½ tsk. stødt ingefær
- 1 tsk. syltet appelsinskal/1 ½ tsk. revet appelsinskal
- 30 g stegemargarine
- 1 spsk. fedtstof (evt. fra stegepanden)
- 2 dl kartoffelvand
- 2 spsk. majsstivelse
- Lidt kulør
- Salt
- Peber
Tilbehør:
- 800 g kartofler
Sådan tilberedes rødkålssalaten og de lækre julefrikadeller:
- Skær rødkålen i både – ikke stokken – og snit den meget fint – gerne på et rivejern.
- Vend kålen med 1 tsk. salt, og lad den trække ½ time.
- Skræl æblerne, fjern kernehuset, og skær æblerne i små stykker.
- Giv eddike og sukker et opkog, og tilsæt æblestykkerne.
- Lad det få et hurtigt opkog, og hæld det derefter over i en stor skål.
- Vend kålen i lidt ad gangen, og tilsæt til sidst grofthakkede valnødder, og vend.
- Krydr med peber.
- Dæk skålen med film, og stil salaten koldt mindst 1 døgn og gerne længere.
- Skrub/skræl kartoflerne, og kog dem møre i letsaltet vand.
- Rør farsen til dine julefrikadeller sej med 1½ tsk. salt.
- Pisk 1½ dl mælk, mel, havregryn, rasp og æg sammen og rør det i det hakkede kød lidt efter lidt.
- Pil løget, og hak det fint sammen med syltet appelsinskal.
- Rør løg, appelsinskal og krydderier i farsen, og lad den hvile tildækket 15 minutter i køleskab.
- Form farsen til julefrikadeller, og brun dem i stegemargarine et par minutter på hver side.
- Steg dine julefrikadeller yderligere 3-4 minutter på hver side, til de er gennemstegte.
- Kog de sidste 2 dl mælk, kartoffelvand og fedtstof op.
- Jævn med majsstivelse udrørt i lidt koldt vand.
- Farv med kulør, og smag til med salt og peber.
Velbekomme!