Lækre stegte sild i eddike til frokostbordet – evt. til julefrokosten. Lav dem dagen før eller to dage før, og lad dem trække i køleskabet. Sildene er dejligt, friske i smagen.
- Kategori: Frokost
- Antal: 20 personer
- Tilberedning: 15 minutter + afkøling og trækketid
- Fryseegnet: Nej
- Pr. person:
KJ/Kcal: 1078/257 - Energifordeling:
Protein: 18 %
Fedt: 26 %
Kulhydrat: 56 %
- Næringsindhold pr. 100 g:
KJ/Kcal: 838/200
Protein: 9 g
Fedt: 6 g
Kulhydrat: 28 g
Ingredienser:
- 20 sildefileter eller 10 hele sild
- 2,5 spsk. dijonsennep
- 5 spsk. dild
- 4 spsk. rugmel
- 15 g margarine
- 3 dl eddike
- 3 dl brun farin
- 1 skalotteløg
- 1 gulerod
- 1 laurbærblad
- 15 sorte peberkorn
- Salt
- Peber
Sådan tilberedes stegte sild i eddike:
- Klip finnerne af sildefileterne, og fjern evt. store ben.
- Skyl, og tør fileterne.
- Læg sildefileterne med skindsiden nedad. Drys kødsiden med salt og peber.
- Smør sildefileterne med sennep.
- Skyl dilden, og hak den, og fordel den oven på.
- Fold hver sildefilet sammen en gang på langs, og vend dem i rugmel.
- Lad margarinen blive gylden i en pande, og steg sildefileterne ved jævn varme, ca. 3 minutter på hver side.
- Læg de stegte sild i et dybt fad, og lad dem afkøle – gerne ét du vil servere i så du er fri for at hælde de stegte sild i eddike over i et andet serveringsfad når de skal på frokostbordet.
- Pil løg, og skær dem i tynde ringe.
- Skræl gulerod, og skær den i tynde skiver.
- Bring eddike, farin, løg, gulerod, laurbærblad og hele peberkorn i kog, og kog til farinen er opløst.
- Lad lagen køle af, og hæld den over sildene når begge dele er kolde.
- Lad de stegte sild i eddike trække natten over i køleskabet.
- Servér de stegte sild i eddike på et lækkert stykke rugbrød.
Dommen:
Benny: Yes, det vil jeg ha’ til min fødselsdag!
Beate: Yes, det vil jeg ha’ til min fødselsdag!
Trackbacks/Pingbacks