Butterbeans, kidneybønner og andre bønner og bælgfrugter er en råvare, der er smækfyldt med proteiner og derfor kan erstatte kød ernæringsmæssigt. Det er ikke derfor, jeg har lavet denne ret, for nej, den er ikke vegansk. Men jeg er simpelthen vild med bønner. Og det bliver du også, når du har smagt denne gryderet.

Personer

Minutter

Det gode ved bønner er, at de tager smag af det, de bliver tilberedt sammen med. Og i denne gryderet er det altså yderst lækre sager, som tomater, kylling, hvidløg og bacon … hva’be’ha’!?!

En anden god ting ved retter med bønner er, at de mætter godt, så du behøver ikke have noget ekstra tilbehør til – det hele er i den samme gryde. Det sparer oprydning og opvask, og det er jo ikke at kimse ad. Tilbered den i den gryde, du vil servere den i – nemmere bliver det da ikke.

Ingredienser

  • 100 g bacon – køb et helt stykke, du selv kan skære af
  • 1 fed hvidløg
  • 400 g kyllingebrystfilet
  • 1 spsk. let, flydende margarine – er muligvis ikke nødvendigt
  • 1 spsk. hakket, frisk rosmarin
  • 1 spsk. hakket, frisk timian
  • 2½ dl tør hvidvin
  • 1 ds. flåede cherrytomater – kan du ikke få dem, kan ”almindelige” flåede tomater også bruges, men jeg vil klart anbefale cherrytomaterne, de har meget mere smag
  • 1 dåse butterbeans – lad dem dryppe af i en sigte før brug
  • 1 dåse kidneybønner – lad dem dryppe af i en sigte, før brug
  • 2 laurbærblade
  • 1 bdt. forårsløg
  • 1 tsk. sukker
  • Salt
  • Peber

Sådan tilberedes gryderet med butterbeans, kidneybønner og kylling

  1. Skær baconen i tern.
  2. Kom dem i en gryde, og tænd for varmen under den – høj varme.
  3. Når det begynder og syde, skrues ned til medium-høj varme.
  4. Pil hvidløgsfeddet, og hak det.
  5. Kom det ned i gryden, og lad det svitse med sammen med baconen.
  6. Skær kyllingebrystfilet i mindre stykker, men ikke for små – sådan en lille mundfulds størrelse er perfekt.
  7. Kom det ned til bacon og hvidløg. Er der ikke nok fedt fra baconen, så tilsæt først lidt margarine.
  8. Hak krydderurterne, og kom også dem i gryden.
  9. Lad det hele brune godt.
  10. Tilsæt hvidvin, tomater, de afdryppede bønner og laurbærbladene.
  11. Bring det hele i kog.
  12. Skru ned til lav varme, læg låg på gryden, og lad det hele simre i 20-25 minutter, til kødet er mørt.
  13. Skær roden og det visne af toppen på forårsløgene.
  14. Skyl forårsløgene, og skær dem 1-1½ cm tykke – gerne skrå – skiver.
  15. Smag retten til med sukker, salt og peber.
  16. Vend forårsløgene i lige inden servering – gem lidt til pynt.

Bruger du tørrede bønner i stedet for bønner på dåse, skal de stå i blød i minimum 8-10 timer – men gerne længere – før du bruger dem. Derudover skal de koges i 40-45 minutter, før de kan komme i retten. Så det vil tage sin tid.

Men gør du det, skal du beregne 120 g af hver slags bønner. Bønner har en vægtændringsfaktor på 2, hvilket vil sige, at de iblødsatte, kogte bønner vejer dobbelt så meget som de tørre.

Vil du spare endnu mere på fedtet, så drop baconen, og krydr med smoked paprika i stedet.

Iblødsatte, kogte bønner kan fryses, og det kan bønner fra dåse også, hvis du ikke bruger dem alle.

Den del af toppen fra forårsløgene, du ikke bruger, kan bruges til hjemmelavet bouillon. Kog det sammen med andre grøntsagsrester i vand i 15-20 minutter. Lad det stå og trække i yderligere 15 minutter. Lad det køle helt af og kom det i fryseposer.

Du skal bruge lige så meget vand som du har grønt – f.eks. 1 l vand til 1 kg skræller, toppe osv.

Har du ikke nok skræller til at lave en omgang bouillon, så frys dem ned, til du har.

  • Kategori: Hovedret
  • Antal: 4 personer
  • Tilberedning: 35 minutter
  • Fryseegnet: Nej
  • Pr. person:
    KJ/Kcal:
     1791/426
  • Energifordeling:
    Protein: 36 %
    Fedt: 30 %
    Kulhydrat: 34 %
  • Næringsindhold pr. 100 g:
    KJ/Kcal:
     409/98
    Protein: 8 g
    Fedt: 3 g
    Kulhydrat: 6 g

Andre lækre retter med bønner

Skindstegt kuller med bønnesalat

Skindstegt kuller med bønnesalat

Kyllingesuppe med bønner og pesto

Kyllingesuppe med bønner og pesto

Bønnegryde med cremet kartoffelmos

Bønnegryde med cremet kartoffelmos

Fyldte koteletter

Fyldte koteletter

Informationer
recipe image
Opskriftens navn
Gryderet med butterbeans, kidneybønner og kylling
Forfatter
Udgivet på
Forberedelsestid
Tilberedningstid
Totalt tidsforbrug
Gennemsnitlig bedømmelse
51star1star1star1star1star Based on 1 Review(s)