Har du startet det nye år med en slankekur – Nytårsforsættet forkyndt kl. 23.58 den 31. december eller planlagt længe inden jul – så er det nu, det begynder at knibe med motivationen. Og hvad gør man så?
Nu er vi jo ikke fortalere for slankekure, men det kan jo være nødvendigt lige at få en kickstart til at komme i gang med den sunde livsstil igen her efter jul. En voksen dansker kan hurtig indtage det dobbelte antal kalorier på en dag, når der står julefrokost på menuen, hvilket igen hurtigt kan blive til 2-3 kg ekstra efter en god, fed julemåned.

Men hvad gør man? Hvordan holder man modet og motivationen oppe?

10 spark i den rigtige retning

  1. Spring ikke måltider over – du spiser bare så meget mere gennem dagen.
  2. Tyg maden ordentlig. Forbrændingen starter i mundhulen.
  3. Skriv kostdagbog. ALT skal med, også den ene lille vingummi, der måske blev til flere – så kan du altid se, hvor det gik galt, hvis det gik galt.
  4. Tving ikke dig selv til at spise ting, du ikke kan lide, bare fordi det er sundt – det holder ikke i længden.
  5. Er du “faldet i”, så er chancen jo ikke forspildt af den grund. Op på hesten igen og derudaf med flere kilo, der rasler af.
  6. Vej dig mindst en gang om ugen, men gerne flere, og nyd, hvordan vægten falder. Skriv gerne dine tal ned.
  7. Bestem dig for én dag i løbet af ugen, hvor du vil nyde et glas vin, en håndfuld chips, et godt stykke chokolade, eller hvad det nu er, du har svært ved at undvære. Men kun én dag, og lad være med at drikke hele flasken med vin, spise hele posen med chips eller æde dig en mavepine til i slik – Det ville jo være surt at tage alt det, du har tabt dig i løbet af ugen, på igen på en enkelt aften/dag.
  8. Spis, inden du er sulten – bare en gulerod, et æble eller lignende – så du ikke bliver så sulten, at du overspiser ved næste måltid.
  9. Køb aldrig ind, når du er sulten.
  10. Sørg for at have sunde snacks liggende, hvis du skulle få brug for et hurtigt mellemmåltid.

Hvis du spiser sundt, bevæger dig dagligt og “lytter” til rådene herover, så skal du nok hurtig komme på rette vej igen, så du kan droppe slankekuren igen og spise fedtfattigt hver dag.

Og  HUSK så: Al mad feder, bare du spiser nok af den!