En lækker marineret mørbrad – kalvemørbrad. Husk, at hvis du bruger mørbrad fra en okse eller et svin, er tilberedningstiden og centrumstemperaturen en anden.
- Kategori: Hovedret
- Antal: 4 personer
- Tilberedning: 3½ time
- Fryseegnet: Ja
- Pr. person:
KJ/Kcal: 2872/684 - Energifordeling:
Protein: 29 %
Fedt: 30 %
Kulhydrat: 41 %
- Næringsindhold pr. 100 g:
KJ/Kcal: 389/93
Protein: 7 g
Fedt: 3 g
Kulhydrat: 9 g
Ingredienser:
- 1 stykke kalvemørbrad (ca. 800 g)
- ½-¾ dl cognac
- 2-3 brede strimler appelsinskal (usprøjtet)
- 2 tsk. grønne madagaskarpeberkorn – uden lage
- 25 g stegemargarine
- 3½ dl fløde, 4 %
- Lidt mel udrørt i vand
- Kulør
- 5 rødløg
- 1 dl balsamicoeddike
- 1 spsk. rørsukker
- Salt
- Peber
Tilbehør:
- 800 g kartofler
- Oliespray
- Fennikel
- Citronskal
Sådan tilberedes marineret mørbrad med glaserede rødløg:
- Fjern eventuelle hinder og sener fra mørbraden, og drys den med peber.
- Kom kødet i en plasticpose egnet til madvarer sammen med cognac, appelsinskal og madagaskarpeber, og gnid det godt ind i kødet.
- Luk posen tæt, og lad kødet marinere i køleskabet i ca. 2 timer.
- Tag kødet op af marinaden (gem marinaden), og dup kødet tørt.
- Tænd ovnen på 100° C.
- Lad 15 g stegemargarine blive gyldent i en sauterpande.
- Drys kødet med lidt salt og brun mørbraden på alle sider.
- Kom 1½ dl vand i en bradepande, og læg den brunede mørbrad på en rist oven over.
- Steg kødet i ovnen. Hvis bradepanden er ved at koge tør, så tilsæt lidt mere vand.
- Skrub kartoflerne, og skær dem i tynde både.
- Kom kartoffelbådene i en bradepande, sprayet med lidt olie.
- Drys med knust fennikel og revet citronskal.
- Tag stegen ud efter ca. 1 time. Mål med et stegetermometer kødets centrumstemperatur. Den skal være ca. 62° C.
- Stil mørbraden tildækket, og hold den varm – gem skyen.
- Skru op for ovnen til 225° C, og steg kartoflerne færdige, hvis ikke de er det. Drys med salt.
- Skær rødløgene både.
- Smelt resten af margarinen i en gryde ved kraftig varme, men uden at det bruner.
- Svits løgene ved kraftig varme i ca. 2 minutter.
- Tilsæt eddike og sukker og lidt salt og peber.
- Kog løgene ved jævn varme og under låg i ca. 10 minutter.
- Tag låget af gryden, og kog løgene ved kraftig varme i ca. 1 minut, eller til eddiken er fordampet.
- Kom marinade og sky i en tykbundet gryde, og bring det i kog.
- Kog blandingen ved kraftig varme og uden låg til der er ca. 1 dl tilbage.
- Si skyen, og hæld den tilbage i gryden.
- Tilsæt fløde, salt og peber og bring saucen i kog.
- Tag gryden af varmen og pisk jævning i.
- Kog saucen ved svag varme og under omrøring i ca. 2 minutter.
- Tilsæt kulør, og smag til.
Dommen:
Natascha: Helt sikkert en ”gemmer”
Cecilie: Tjah, det kan vel godt spises
Benny: Yes, det vil jeg ha’ til min fødselsdag!
Beate: Helt sikkert en ”gemmer”
Samlet:
Helt sikkert en ”gemmer”