Bowls – poke bowl, mexi bowl, buddha bowl – er blevet meget populære retter i Danmark i den seneste tid. Det er – som navnet antyder – en skål (bowl betyder skål på engelsk) som er fyldt med et eller andet. Retten poke bowl kommer fra Hawaii. Og på hawaiiansk betyder ’poke’ ’at skære i stykker’. Så det er altså det, en poke bowl er – råvarer, der er skåret i stykker og anrettet i en skål.
Personer
Minutter
En buddha bowl består af vegetariske råvarer, som er anrettet i en skål. Jeg har ladet mig fortælle, at navnet stammer fra, at de buddhistiske munke går rundt med en skål, hvori folk forærer dem forskellige vegetariske råvarer, alt efter hvad de har til overs og kan undvære.
En mexi bowl er lidt en tilsnigelse, ligesom quinoa bowl og bønne bowl, hvor navnet fortæller, hvad der er i skålen. Altså henholdsvis mexicanske råvarer, quinoa og bønner – de to sidstnævnte består dog ikke kun af den ene form for ingredienser.
Du kan altså selv frit vælge råvarer, hvis du holder dig inden for de ovenfor angivne rammer. Herunder kan du se, hvad jeg har brugt til den på billedet.
Ingredienser
- 300 g jasminris
- 10 cm agurk
- 4 spsk. sojasauce
- 1 spsk. sesamolie
- 1 bolsjebede
- 1 citron
- 250 g varmrøget laks med peber
- 1 lille mango
- 10 radiser
- 20 skiver gari – også kaldet syltet eller sushi ingefær
- 1 forårsløg med top
- 1 stor avocado
- 100 g tangsalat
- 2 tsk. sesamfrø
- 2 tsk. nigellafrø – også kaldet jomfru i det grønne
- Salt
- Peber
Sådan tilberedes poke bowl – opskrift
- Kog risene efter anvisningen på posen
- Skyl agurken og skær den i skiver.
- Bland halvdelen af sojasaucen med sesamolien, og smag til med salt og peber – pas på med salt, sojasauce er salt i sig selv.
- Læg agurkeskiverne ned i lagen, så de er dækket, og stil dem til side.
- Skyl og skræl bolsjebeden, og skær den i tynde skiver.
- Skyl citronen, halver den, pres saften ud af den ene halvdel, bland det med resten af sojasaucen, og smag til med salt og peber.
- Læg bolsjebedeskiverne ned i lagen, og sæt det til side.
- Skær den anden halve citron i skiver.
- Del laksen i mindre stykker.
- Skyl og skræl mangoen, og skær store tern af kødet.
- Skyl radiserne, skær rod og top væk, og skær radisen i tynde skiver.
- Lad gariskiverne dryppe af på et stykke køkkenrullepapir beregnet til madvarer.
- Skyl forårsløget, skær roden og det dårligste af toppen væk, og skær løget i tynde skiver.
- Skyl avocadoen, og skær den over på langs.
- Fjerne kernen, tag kødet ud af skallen – er nemt med en ske – og skær det i skiver på langs.
- Fordel og anret agurkeskiver, bolsjebedeskiver, laksestykker, mangotern, radiseskiver, gariskiver, avocadoskiver og tangsalat i fire skåle.
- Top med forårsløgringe, drys med sesamfrø og nigellafrø, og læg en hel eller halv citronskive ved.
Fælles for bowls er, at de skal indeholde både proteiner, kulhydrater, fedt, vitaminer og mineraler, og at de skal være så farvestrålende, at de er en fryd for øjet. Derudover skal de helst bestå af forskellige konsistenser og indeholde de fem grundsmage.
- Kategori: Hovedret
- Antal: 4 personer
- Tilberedning: 30 minutter
- Fryseegnet: Nej
- Pr. person:
KJ/Kcal: 2441/581 - Energifordeling:
Protein: 16 %
Fedt: 27 %
Kulhydrat: 57 %
- Næringsindhold pr. 100 g:
KJ/Kcal: 431/103
Protein: 4 g
Fedt: 3 g
Kulhydrat: 14 g