Dette er en tærte lavet af rester, kun dejen er specielt indkøbt, og det er jo ikke sikkert, at du lige ligger inde med samme slags rester som dem der er brugt her, så brug opskriften som inspiration.

Det er så dejligt at få brugt sine madrester. For det første første fordi man har sådan en god samvittighed over ikke at være medvirkende til det store madspild, som ses mange steder, men også fordi du jo rent faktisk spare penge. Du har ikke brugt penge, på noget der havner i skraldespanden, og du har sparet indkøb til maden i dag.

  • Kategori: Hovedret
  • Antal: 4 personer
  • Tilberedning: 35 minutter
  • Fryseegnet: Ja
  • Pr. person:
    KJ/Kcal: 
    2049/488
  • Energifordeling:
    Protein: 24 %
    Fedt: 22 %
    Kulhydrat:
     54 %
  • Næringsindhold pr. 100 g:
    KJ/Kcal:
     487/116
    Protein: 7 g
    Fedt:
     3 g
    Kulhydrat: 15 g

Ingredienser:

  • 1 tærtedej – gerne fuldkorn
  • 1 spsk. Becel let, flydende margarine
  • 275 g kogt skinke
  • 300 g kogte ris
  • 4 dl krydret sauce
  • 1 grøn peberfrugt
  • 1 salatløg
  • 1 tomat
  • 50 g mager, revet ost

Sådan tilberedes tærte med rester:

  1. Tag tærtedejen ud af køleskabet, og lad den ligge i stuetemperatur i 10 minutter inden anvendelse.
  2. Tænd ovnen på 180° C.
  3. Skær skinken i tern.
  4. Skyl peberfrugten, fjern stokken, og skær peberfrugten i tern.
  5. Skyl tomaten, og skær også den i tern.
  6. Pil løget løget, og igen … skær det i tern.
  7. Bland peberfrugt, løg og ris i saucen.
  8. Pensl et tærtefad med margarinen.
  9. Bred tærtedejen ud i fadet, skub godt ud til kanten, og skær overskydende dej af, og gem den til pynt.
  10. Hæld saucen i tærten.
  11. Fordel skinketernene i tærten.
  12. Fordel tomatternene i tærten.
  13. Drys med revet ost.
  14. Skær den overskydende dej i nogle strimler, og læg dem oven på fyldet i et par kryds.
  15. Sæt din tærte med rester i ovnen i ca. 20 minutter, til den er gennembagt, har fået en fin farve, og osten er smeltet.

Tip

Vil du gerne have flere tips til og opskrifter på hvordan du får brugt dine opskrifter, så køb vores bog: Slut med madspild.

 

Dommen:

Natascha: 4 point ud af 5 Helt sikkert en ”gemmer”
Elisabeth: 3 point ud af 5 Tjah, det kan vel godt spises
Benny: 5 point ud af 5 Yes, det vil jeg ha’ til min fødselsdag!
Beate: 5 point ud af 5 Yes, det vil jeg ha’ til min fødselsdag!

Samlet:

4 point ud af 5
Helt sikkert en ”gemmer”

 


Her finder du vores e-bøger om fedtfattig mad og livsstil!