Vi elsker simremad – når vi har tid til det. Duften der breder sig i hele huset, og sulten der breder sig i hele maven. Mundvandet der stiger og stiger. Og simremad er lige nøjagtigt det denne opskrift på pulled beef er. En rigtig søndagsret. Skulle der mod forventning være rester, kan de bruges i en burger.

Personer

Timer

Ingredienser

  • 600 g okseinderlår
  • 3 løg
  • 1½ spsk. dijonsennep
  • 2 tsk. tørret Herbes de Provence
  • Lidt olivenolie
  • 15 g smør
  • 1 spsk. solbærmarmelade
  • 2 spsk. balsamicoeddike
  • 2 spsk. hvedemel
  • 3 dl kogende vand
  • 400 g blandede grøntsager efter eget valg – evt. frosne, det brugte vi sammen med lidt tiloversbleven frisk spinat fra en anden dag
  • 1 rød chilipeber
  • 100 g soltørrede tomater
  • 1 fed hvidløg
  • 100 g blød gedeost
  • Salt
  • Peber

Tilbehør

  • 1 kg bagekartofler
  • 1 dl minimælk

Sådan tilberedes pulled beef med grønt, salat og kartoffelmos

  1. Tænd ovnen på 150° C (varmluft) ellers 160° C.
  2. Kom lidt olivenolie i en gryde, der kan tåle at komme i ovnen – ingen plastikhåndtag eller lignende – og brun okseinderlåret af på alle sider, så det har en god stegeskorpe.
  3. Pil løgene, og skær dem i tynde ringe.
  4. Tag kødet op af gryden, og læg løgene ned i den.
  5. Fordel smørret oven på løgene, jævnt fordelt i nogle klatter.
  6. Krydr kødet med Herbes de Provence over det hele, og smør senneppen ud over kødet. Læg kødet oven på løg og smør.
  7. Krøl et stykke bagepapir på størrelse med en bageplade, og gennemvæd det med koldt vand. Læg bagepapiret over kødet, og tag et stykke stanniol i dobbelt længde af bagepapiret, og fold det på midten, pak det ned og rundt om bagepapir og kød. Så bliver kødet ikke tørt. Kom 1 dl vand i gryden, og læg låg over, men lav gerne en lille åbning.
  8. Sæt gryden i ovnen i 5 timer.
  9. Kog grøntsagerne – ikke spinaten, der kommes frisk i – i nogle få minutter i kogende vand tilsat lidt salt – de skal stadig have bid.
  10. Hæld dem op i et dørslag, og lad dem køle af – du kan evt. lægge dem i koldt vand og lade dem dryppe af efterfølgende.
  11. Hak chili og hvidløg fint. Skær de soltørrede tomater i tern, hvis de ikke allerede er, og bland dem med chili og hvidløg. Tilsæt også gerne lidt af olien, tomaterne har været i.
  12. Tilsæt grøntsager og evt. spinat, og skær gedeosten i mindre stykker, eller smuldr den i.
  13. Vend det hele omhyggeligt rundt, og lad det stå og trække, til det skal serveres.
  14. Skræl kartoflerne, og skær dem i mindre stykker, og kog dem møre i usaltet vand.
  15. Tag gryden ud af ovnen, og sluk for ovnen.
  16. Læg kødet på et spækbræt, og dæk med stanniolet, så kødet holder varmen.
  17. Kom solbærmarmelade, balsamicoeddike og mel ned i gryden, og rør rundt.
  18. Kom til sidst det kogende vand i, og pisk godt sammen.
  19. Lad saucen koge ind i ca. 15 minutter ved middel varme, til den har den ønskede konsistens.
  20. Mos kartoflerne, og pisk dem sammen med mælken, og smag til med salt og peber.
  21. Smag saucen til med salt, solbærmarmelade og balsamicoeddike.
  22. Træk kødet fra hinanden med to gafler – så har du pulled beef.
  23. Servér pulled beef med grøntsager, salat, kartoffelmos og sauce til.

Bliver der rester – du kan jo evt. tilberede et større stykke kød – smager det vanvittigt godt i en burger dagen efter til frokost eller aftensmad. Servér f.eks. med salat, sennep, resten af grøntsalaten og resten af saucen (i stedet for dressing) og en syltet agurk. Eller find inspiration her.

  • Kategori: Hovedret
  • Antal: 4 personer
  • Tilberedning: 16 timer
  • Fryseegnet: Ja
  • Pr. person:
    KJ/Kcal:
     2610/622
  • Energifordeling:
    Protein: 30 %
    Fedt: 22 %
    Kulhydrat: 48 %
  • Næringsindhold pr. 100 g:
    KJ/Kcal:
     375/90
    Protein: 7 g
    Fedt: 2 g
    Kulhydrat: 10 g

Her finder du vores e-bøger om fedtfattig mad og livsstil!