Er det tid til indmad? For nogle bliver det det aldrig. Ligesom der er nogle, der aldrig spiser fisk, er der også nogle – måske endda flere – der aldrig spiser indmad. Men her kommer der altså en opskrift på hjerter i tomatsauce. Og den smager godt, så er du til indmad, skal du ikke snyde dig selv for denne variant af stegte svinehjerter.

Personer

Minutter

Jeg har flere forskellige opskrifter på svinehjerter – eller hjerter i det hele taget – men den jeg laver mest, er nok hjerter i flødesovs. Hjerter i flødesovs er nok min favorit, men en gang imellem er variation også dejligt.

Ingredienser

  • Ca. 500 g svinehjerter
  • ½ dåse flåede tomater (Ca. 200 g)
  • 2 dl vand
  • 1 løg
  • 1 lille bdt. persille
  • 1 dl madlavningsfløde, 4 %
  • 1 spsk. olie
  • Salt
  • Peber

Tilbehør

  • 300 g jasminris

Sådan tilberedes hjerter i tomatsauce

  1. Kog ris efter anvisningen på emballagen.
  2. Pil løget , og skær det i tern. Rens, og skyl hjerterne, og skær dem i tykke strimler.
  3. Brun hjertestrimlerne i olien i en stegegryde. Tilsæt det hakkede løget, og lad det brune lidt.
  4. Tilsæt vand og flåede tomater, og krydr med salt og peber, og lad det hele simre under låg i ½ times tid.
  5. Rør fløden i, og smag saucen til med salt og peber.
  6. Skyl persillen, og hak den groft. Drys de kogte ris med den hakkede persille, og servér dem til de varme svinehjerter i tomatsauce.

 

 

 

Skal du servere hjerter for nogle, der “mener”, de ikke kan lide indmad, så skal du prøve min hjertegryde med grov kartoffelmos. Selvfølgelig har jeg fuld forståelse for, at nogle mennesker bare ikke kan lide hjerter, men når man generaliserer og siger, man ikke kan lide indmad, så aner man tit ikke, hvad man taler om.

Hjertegryden bliver lavet af hakkede svine- eller kalvehjerter. Det ændrer på den “mærkelige” konsistens, hjerter har, og det er tit den – og ikke smagen – som folk ikke kan lide … eller også er det bare en aversion imod ordet indmad.

  • Kategori: Hovedret
  • Antal: 4 personer
  • Tilberedning: 60 minutter
  • Fryseegnet: Nej
  • Pr. person:
    KJ/Kcal:
     1719/409
  • Energifordeling:
    Protein: 19 %
    Fedt: 18 %
    Kulhydrat: 63 %
  • Næringsindhold pr. 100 g:
    KJ/Kcal:
     562/134
    Protein: 6 g
    Fedt: 3 g
    Kulhydrat: 21 g

Her finder du vores e-bøger om fedtfattig mad og livsstil!