Tøjvask, opvask, madlavning, børn, rengøring… nå ja, og arbejde… hvornår skal der blive tid til parforholdet? En ugentlig madplan kan give luft i en ellers stram tidsplan.
 

Hvorfor er det altid mig, der skal sørge for at hente børn og få købt ind til aftensmad?

Hvert sjette par i Danmark er truet af små uenigheder – typisk praktiske gøremål i dagligdagen – der bliver til store skænderier. Lav en ugentlig madplan, og spar penge, tid og bekymringer.

Det har vi da slet ikke tid til!!!

Mandag: Fri fra arbejde. Hente barn i fritidsordning. Hente barn i dagpleje. Ned i supermarkedet. Tænke…tænke…tænke… hvad skal jeg finde på til mad i aften? Skrigende børn… vi vil ha’…vi vil ha’…må vi få…jeg er sulten…jeg er tørstig… Jeg køber noget flæskefars, så får vi frikadeller…nå nej, det fik vi i forgårs… Nå, så tager jeg oksefars, så kan vi få en bøf. Har vi løg? Jeg køber nogle for en sikkerheds skyld. Til kassen. Kø. Utålmodige børn. Læsse varerne i bilen. Ungerne ligeså. Hjemme. Børn og varer ud af bilen. I gang med maden – shit ingen kartofler… nå, så bliver det pasta og kødsovs!

Tirsdag: Fri fra arbejde. Hente barn i fritidsordning. Hente barn i dagpleje. Ned i supermarkedet. Tænke…tænke…tænke… hvad skal jeg finde på til mad i aften? Skrigende børn… vi vil ha’…vi vil ha’…må vi få…jeg er sulten…jeg er tørstig… Jeg køber noget flæskefars, så får vi frikadeller…nå nej, det fik vi for tre dage siden… Nå, så tager jeg koteletter, så kan vi få koteletter i fad. Har vi ris? Jeg køber nogle for en sikkerheds skyld……

Onsdag: …

Hvor mange timer, tror du det bliver til i løbet af en uge? Minimum 30 minutter om dagen. Det er 3½ time om ugen. For ikke at tale om, hvor meget det koster på humørkontoen.

Det tager 20-30 minutter om ugen at lave madplan og indkøbsliste til en uge. Det tager 30-45 minutter at handle én gang om ugen. Så nu har du allerede sparet ca. 2½ time om ugen. Endvidere har du sparet penge! 7 dages impuls-/fejlkøb – hvad enten det er den urtepotteskjuler, der lige var på tilbud, de løg eller ris du ikke kunne huske, om du havde flere af, eller danone-yoghurterne til ungerne du købte for at få ro.

Vi kan ikke finde på mad til EN HEL UGE!

Det er altså ikke så kompliceret. Du skal jo også bruge krudt på at finde ud af, hvad I skal have at spise, når du handler hver dag. Med en madplan kan jeres kost endda blive mere varieret. Sæt jer ned, og tænk over, hvad I kunne tænke jer at spise i løbet af den næste uge – tjek evt. tilbudsaviserne fra dagligvarebutikkerne først, så kan I også spare penge dér – undersøg, hvad I har, og hvad I skal ud at købe. Skulle I løbe helt tør for ideer, findes der masser af madblogs/websider, hvor i kan hente inspiration, der er sågar nogle der har madplaner, der kan downloades eller abonneres på, så man får dem på mail hver uge.

Red parforholdet

Der er altså ingen ulemper ved, eller undskyldninger for ikke, at lave madplan. Den tid der ikke bruges på daglige indkøb, kan nydes sammen med partneren/familien. Hvis I så også laver madplanen sammen, så er det jo en ren win win situation 🙂

God fornøjelse!


Her finder du vores e-bøger om fedtfattig mad og livsstil!